Victory

I dag er en god dag. En sejre mere til mig. Jeg har tabt mig 1,3 kg på en uge. Jeg kan næsten ikke komme ned fra min begejstring. Det er blevet fejret med en morgenjoint og en dag fri fra skole. Wuhuuuu.

Men samtidig er jeg så fortvivlet. Jeg har endelig et BMI, der siger at jeg er undervægtig. Så nu burde jeg vel se en smuk, slank krop når jeg kigger mig spejlet? Eller hvad? Det eneste jeg ser er en lille pige, fanget i en kæmpe, kæmpe krop. Jeg ser min enorme lår, der er fyldt med fedt. Min mormor arme, der slasker derud af. Og mit hade punkt på min krop - mine bollehåndtag. Åååårh, jeg ville give min højre arm, for at de skulle forsvinde..

Jeg havde endelig fået en god mad rytme. Jeg var begyndt at træne og spise sundt. Men i takt med at den private fløj fuckede mere og mere op, gjorde min madvaner lige så.
Jeg kan næsten ikke træne mere - jeg har ingen energi til det. Jeg er hele tiden svimmel når jeg står op. Jeg plejede at kunne cykle hurtigt - men min ben kan næsten ikke dreje cyklen rundt mere.

Jeg isolerer mig selv fra mine venner og familie.. Jeg vil allerhelst bare ligge derhjemme og ryge joints og læse sider omkring proana.

Så nu burde jeg være glad. Jeg har tabt mig og er tættere på mit mål.. Men når jeg tænker over det hele - så gør det mig kun glad for en kort stund, og bagefter gør det mig så ulykkelig. For jeg kan stadig ikke finde en ro i min egen krop. 80% af de tanker der går igennem mit hovedet handler om mad og min krop.
Jeg vil stadig gerne tabe mig. Jeg vil være tynd - jeg vil være "model-tynd".

Ja... Det var lige nogle tidlige tirsdags tanker fra mig..