Ana, jeg hader dig

Jeg sidder ynkeligt og ryster og ryger mig en morgen joint.
Jeg bliver nød til at være ærlig overfor mig selv.. Det kom jeg frem til i går, da jeg lå og tænkte til det knagede.. I forgårs formåede jeg på en hel dag kun at spise et stk. rugbrød med ost og en tomat.. PÅ EN HEL DAG?! Oveni det cyklede jeg 8 km. og gjorde rent hele dagen...
Det gav mig et chok... Jeg har ikke lyst til at ligne et skellet. Men smerten ved sult, føles så godt.. Jeg føler mig i live, når jeg kan mærke min krop... Jeg har til side sat min følelser og behov i alt for lang tid - så jeg har fået lavet nogle indviklede mønstre i mit hoved om at det kun er maden, jeg har kontrol over nu.

Jeg har ikke lavet et job i snart 2 uger.. Men skal snart i gang igen - pengene er små.
Min sidste kunde var en gammel mand... Han var gråhåret og huden hang... Jeg har aldrig prøvet at være sammen med, så gammel, en mand. Men han betalte godt.. Meget godt! Jeg har faktisk aldrig blevet betalt så meget, på én gang.
Når jeg ligger i sengen, ved siden af min kunde - lukker jeg øjnene. Jeg tænker på alle de ting, jeg snart har råd til. Jeg tænker på at om under en time, er jeg færdig og på vej hjem..
Nogle gange kan jeg tælle hver sekund, andre gang går det stærkt.

Min psykolog spurgte mig: "Hvornår vil du stoppe? Hvad skal der til?" Og jeg måtte jo svare ærligt, at det ville nok ikke være muligt, så længe jeg var studerende - fordi mit forbrug ikke egner sig til en s.u.
Men jeg vil jo gerne stoppe... Snart... Nu... Aldrig?
Jeg vil gerne have pengene... De nemme penge. Eller - de hurtige penge.. For nemme, er de ikke!

Men jeg kan mærke, at det er et frirum for mig, at kunne skrive min tanker ned.. Jeg har tænkt længe over at starte en blog.. Men nu har jeg taget skridtet.
Jeg tror det er sundt for mig, at kunne læse tilbage hvad jeg gennemgår.. Det er nemmere at se, hvor langt ud det hele er kørt, når jeg skriver det på sort og hvid.

Jeg må hellere skynde mig i bad og smutte i skole.. God dag til jer alle sammen.

Victory

I dag er en god dag. En sejre mere til mig. Jeg har tabt mig 1,3 kg på en uge. Jeg kan næsten ikke komme ned fra min begejstring. Det er blevet fejret med en morgenjoint og en dag fri fra skole. Wuhuuuu.

Men samtidig er jeg så fortvivlet. Jeg har endelig et BMI, der siger at jeg er undervægtig. Så nu burde jeg vel se en smuk, slank krop når jeg kigger mig spejlet? Eller hvad? Det eneste jeg ser er en lille pige, fanget i en kæmpe, kæmpe krop. Jeg ser min enorme lår, der er fyldt med fedt. Min mormor arme, der slasker derud af. Og mit hade punkt på min krop - mine bollehåndtag. Åååårh, jeg ville give min højre arm, for at de skulle forsvinde..

Jeg havde endelig fået en god mad rytme. Jeg var begyndt at træne og spise sundt. Men i takt med at den private fløj fuckede mere og mere op, gjorde min madvaner lige så.
Jeg kan næsten ikke træne mere - jeg har ingen energi til det. Jeg er hele tiden svimmel når jeg står op. Jeg plejede at kunne cykle hurtigt - men min ben kan næsten ikke dreje cyklen rundt mere.

Jeg isolerer mig selv fra mine venner og familie.. Jeg vil allerhelst bare ligge derhjemme og ryge joints og læse sider omkring proana.

Så nu burde jeg være glad. Jeg har tabt mig og er tættere på mit mål.. Men når jeg tænker over det hele - så gør det mig kun glad for en kort stund, og bagefter gør det mig så ulykkelig. For jeg kan stadig ikke finde en ro i min egen krop. 80% af de tanker der går igennem mit hovedet handler om mad og min krop.
Jeg vil stadig gerne tabe mig. Jeg vil være tynd - jeg vil være "model-tynd".

Ja... Det var lige nogle tidlige tirsdags tanker fra mig..